Vage formuleringer og talrige forbehold i EU’s naturpolitik afslører, at naturen ses som noget, vi ikke selv er en del af. Det har ikke ændret sig i de mange år, EU’s magthavere har lavet love for naturen. De arbejder dengang som nu primært på at øge vores velstand, mens naturen omkring os bliver fattigere og fattigere.

Af Pernille Fugl Asmussen og Anna Rie Christensen

Som formand for EU-Kommissionen har man tre børn: Økonomien, det sociale område og miljøet. Sådan forklarede José Manuel Barroso sit job i en tale til EU-Parlamentet i 2005.

Den portugisiske politiker havde få måneder forinden indtaget posten som formand for EU’s udøvende organ, og hans prioriteter var krystalklare. Der skulle skabes mere vækst i Europa.

Økonomien var ikke stærk nok, og mens den fik det bedre, måtte andre hensyn – socialområdet og miljøområdet – for en tid træde i baggrunden. Eller som Barroso enkelt forklarede det:

»Hvis et af mine børn er syge, er jeg klar til at smide alt og fokusere på ham, indtil han er rask. Det betyder ikke, at jeg elsker de andre mindre«.

Netop det blev han dog anklaget for at gøre af politiske modstandere på blandt andet parlamentets venstrefløj, som sagde, at han tydeligt elskede økonomien højere end de andre børn.

Barroso, som var chef for EU-Kommissionen indtil 2014, er langt fra den første politiker, der har vægtet økonomisk vækst meget højt. Ofte bliver økonomien et slags favoritbarn. Ikke mindst når der forhandles naturpolitik, som hører under miljøområdet.

Mangfoldighed i frit fald

Naturpolitikken har på europæisk plan eksisteret siden 1970’erne. Dengang hvor EU hed EF og endnu ikke var en union.

Allerede der blev naturen år for år mindre mangfoldig. Nedturen er fortsat, og den kan i høj grad tilskrives ét dyrs handlinger – menneskets. Det har forskningen endegyldigt slået fast.

Hvis udviklingen skal vendes, er det altså os, der skal lægge stilen om.

Gennem naturpolitikken har man haft ambitioner om at give den vilde natur mere plads, så arternes tilbagegang kunne bremses. Det er ikke lykkedes. 

I 2020 stod det klart, at EU-landene ikke var i nærheden af at nå de målsætninger for biodiversitet, som de var blevet enige om et årti forinden. 

Forklaringen findes, når man dykker ned i de uendeligt lange lovtekster, der udgør EU’s naturpolitik. Her åbenbares en myriade af upræcise formuleringer og forbehold. 

De fleste af dem skal sikre, at EU-landene i forskellige sammenhænge kan vælge at se bort fra formålet, beskyttelsen af bevaringsværdige dyr og planter.

For nok vil Europas folkevalgte gerne give den vilde natur mere plads. Men det skal være på menneskets præmisser og til vores samfunds bedste. 

Det gælder både de gamle love såvel som de helt nye og afslører, at tankegangen ikke har ændret sig nævneværdigt over de mange årtier.

Mennesket fylder det hele

I lovgivningen vurderes naturens værdi primært ud fra, hvad vi kan få ud af den. Mad på bordet, byggematerialer og rent drikkevand.

I det hele taget ses naturen som noget helt adskilt fra os mennesker. 

Det er et grundlæggende problem i EU-lovgivningen, siger Helen Kopnina, der er adjunkt på Newcastle Business School, hvor hun forsker i miljøetik og natursyn.

»Vi favoriserer én art over alle andre. Den største andel af dyr er husdyr, den næststørste er mennesker. Populationen af vilde dyr er lille bitte i dag. Det kan politikere ikke lide at tale om, når de diskuterer målsætninger for bæredygtig udvikling. Vi er primært optaget af vores egen udvikling. På et ideologisk plan er det et kæmpe problem«, siger hun.

Siden fiaskoen i 2020 har politikerne givet sig selv en ny deadline i form af en biodiversitetsstrategi for 2030, hvis hjørnesten er den lov om naturgenopretning, der ventes at blive endeligt vedtaget i det nye år. 

Hvilke resultater den vil skabe, vides ikke endnu. Men at den er kommet til verden ud af det samme natursyn som dens fejlslagne forgængere, er helt tydeligt. 

Hvis det for alvor skal lykkes at vende tabet af biodiversitet til fremgang, bliver politikerne nødt til at løfte blikket fra regnskaberne, inddrage et andet natursyn og anerkende andre værdier af naturen, slår flere forskere fast. 

Økonomien er favorit

Tilbage til Barrosos syge barn. Den tidligere formand for EU-Kommissionen er ikke ene om at have økonomien som favorit. Det er mere reglen end undtagelsen blandt EU’s politikere.

»Når man taler om bæredygtig udvikling, er det egentlig meningen, at miljøet, det sociale område og økonomien skal være lige vigtige. Men meget ofte bliver økonomien favoriseret«, siger Rudi Wurzel, professor i europæisk politik ved det britiske University of Hull.

Rudi Wurzel er ekspert i EU’s miljøpolitik, herunder de forskellige lovgivninger på naturområdet.

Han forklarer, at der både i den europæiske befolkning og blandt politikerne er opmærksomhed på behovet for naturbeskyttelse. Men det vækker samtidig bekymring, når mere ambitiøse udspil ser ud til at ville ramme pengepungen hårdt.

Arven fra Gro Brundtland 

Når man undersøger politik på det grønne område, støder man uvægerligt på udtrykket bæredygtig udvikling, som også Rudi Wurzel netop henviser til.

Det dækker over, at verdenssamfundet skal finde en balance, hvor der kan opnås økonomisk vækst for både rige og fattige lande, mens man samtidig passer bedre på kloden.

Bæredygtig udvikling kom for alvor på folks læber efter udgivelsen af en FN-rapport i 1987. Selve rapporten, som i folkemunde har fået navn efter den daværende leder af FN’s Miljø- og Udviklingskommission, nordmanden Gro Brundtland, vender vi tilbage til lidt senere.

I første omgang er det blot vigtigt at forstå, at den fik og til stadighed har stor betydning for den måde, politikere og andre magthavere taler om naturen og laver politik for den. 

Brundtland-rapporten handler i sin essens om menneskers kår. Vi skal passe bedre på Jordens ressourcer, fordi der skal være nok af dem til os alle, lyder dens anbefaling. Med os alle skal forstås alle mennesker, som rapporten altså ser som noget andet end natur. 

Den måde at tænke på kaldes det antropocentriske natursyn. Kort sagt betyder det, at mennesket opfattes som noget særligt. Der er os, og så er der alle de andre arter på jordkloden, som vi på sin vis er hævet over.

Det kan lyde meget filosofisk, men natursynet spiller en helt konkret rolle. Det gennemsyrer de lovtekster, der bestemmer, hvilke vilkår vilde dyr og planter i Europa lever under.

FAKTA
Natursyn

Natursynet skal ses som et spektrum, hvor yderpositionerne er en fuldstændig antropocentrisk opfattelse og en fuldstændig økocentrisk opfattelse. 

I det antropocentriske natursyn er mennesket i centrum og tillægges en ophøjet værdi. Mennesket er ikke en del af naturen, og det er legitimt at udnytte andre arter til at skabe nytteværdi for mennesket.

I det økocentriske natursyn er mennesket blot én art blandt de andre. Alle levende væsner har en iboende værdi. Økosystemer og populationer tillægges en større værdi end det enkelte liv.

Kilde: Britannica.

Et standardinstrument bringes til bordet

Den nyeste tilføjelse til EU’s samling af love om naturen omkring os er den kommende forordning for naturgenopretning. Formålet er at sikre, at der bliver indført tiltag til at genoprette naturen på mindst 20 procent af landjorden og tilsvarende til havs inden 2030.

EU’s to lovgivende organer – Ministerrådet og EU-Parlamentet – nåede i november til enighed om lovens udformning.

Nogle har kaldt den banebrydende, fordi man denne gang har fastsat bindende mål. Andre har pointeret, at den er blevet udvandet kraftigt, siden EU-Kommissionen kom med sit oprindelige lovforslag for halvandet år siden.

FAKTA
Forordningen om naturgenopretning

Forordningen har som overordnet mål i 2030 at genoprette 20 procent på land og hav i Europa, mens alle økosystemer skal være genoprettet i 2050. Det skal ske ved hjælp af bindende mål.

Genopretningen af naturen skal ifølge EU-Kommissionen bidrage til at:

– Øge biodiversiteten.
– Sikre ydelser, som naturen gratis tilbyder, som at rense vores luft og vand, bestøve afgrøder og beskytte os mod oversvømmelser.
– Begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader.
– Forebygge naturkatastrofer og minimere risici for fødevaresikkerheden.

Forordningen ventes at falde endeligt på plads i begyndelsen af 2024.

Kilde: EU-Kommissionen.

Foruden de bindende mål for genopretning adskiller den kommende lov sig på et væsentligt punkt fra sine forgængere.

Tidligere har man brugt direktiver, mens man nu vil lave en forordning. I direktiver fastsætter man sammen nogle mål, men lader i stor grad de enkelte EU-lande selv bestemme, hvordan de vil opfylde dem. 

Med forordninger skal alle lande overholde de præcis samme paragraffer. Der er altså mindre fleksibilitet for det enkelte land.

Som udgangspunkt er forordningen derfor et stærkere værktøj end direktivet, forklarer Jan-Henrik Meyer, der har forsket i EU’s miljøpolitik gennem tiden.

I hvert fald på overfladen. For i sidste ende handler det om de konkrete formuleringer. Hvor meget de lader være op til fortolkning, og hvor mange undtagelser der er.

»EU er grundlæggende en maskine, der laver kompromiser. Undtagelser er et standardinstrument«, siger Jan-Henrik Meyer, der er forsker ved Max Planck-instituttet for retshistorie og retsteori i Frankfurt.

Han kommer med et eksempel. Under forhandlinger om den kommende lov om naturgenopretning bragte den polske regering en bekymring til bordet. Hvad skulle man gøre, hvis man pludselig stod over for en krise i landbruget? Polen ville have en undtagelse skrevet ind i loven, hvilket landene blev enige om at gøre.

En designfejl i fuglenes lov

En lignende situation udfoldede sig, da EF-landene i slutningen af 70’erne forhandlede om fuglebeskyttelsesdirektivet, den første europæiske naturlov. Her købslog de om, hvilke fuglearter der skulle sættes under streng beskyttelse. 

I sidste ende blev blandt andet sanglærken ofret, fortæller Jan-Henrik Meyer. Beslutningen sikrede, at franskmændene kom med på vognen, fordi landets jægere fortsat ville kunne gå på jagt efter den lille spurvefugl.

»Mønstret er det samme i dag, det har ikke ændret sig. Der er ikke nogen vej uden om antropocentrisk og interessestyret politik«, slår den tyske forsker fast.

Direktivet for fuglebeskyttelse har desuden en designfejl, som Jan-Henrik Meyer kalder det.

Den indeholder nemlig ingen bestemmelser om, at landbruget skal bruge færre pesticider eller på anden vis gøre markerne bedre egnet til at være et levested for agerfugle som blandt andet den føromtalte sanglærke, hvis bestand siden dengang er gået markant tilbage i stort set hele EU.

»Hvis landbrugets rolle var blevet skrevet ind, ville direktivet være blevet stemt ned uden videre på grund af pres fra sammenslutninger af landmænd. Dengang skulle alt vedtages enstemmigt, men selv om det ikke er sådan længere, laves der stadig den form for udeladelser«, siger Jan-Henrik Meyer.

Venstremanden Erik Poulsen, der sidder i Europa-Parlamentets miljøudvalg, er en af dem, der har været med til at påvirke den kommende lov om naturgenopretning.

Han lægger ikke skjul på, at økonomi vægter tungt, når han gør sin stilling op.

»Jeg synes ikke, at biodiversitet udelukkende skal vejes på en økonomisk vægt. Jeg synes, man skal lytte til forskere, der siger, at nogle arter er gået tilbage, og at det har en værdi i sig selv, at de kommer tilbage igen. Hvis det ikke koster for meget, synes jeg, det er helt fint. Men det handler om at finde en balance mellem de forskellige hensyn«, siger Erik Poulsen.

Han stemte i juni for et forslag i miljøudvalget om helt at skrotte den nye naturlov. Da samme udvalg skulle give sin mening til kende om den aftale, Ministerrådets og parlamentets forhandlere var nået frem til i begyndelsen af november, stemte Erik Poulsen blankt.

I sidste ende vil loven få for store konsekvenser for landbruget, lød en af hans bevæggrunde.

Lokal natur må vige for vindmøller

Landbruget er ikke det eneste hensyn, der gennem tiden har sat den vilde natur til vægs i EU-lovgivningen. Danmarks regering med den socialdemokratiske miljøminister Magnus Heunicke i spidsen pressede i foråret på for at få undtagelser for vindmøller skrevet mere tydeligt ind i den kommende naturlov. Det lykkedes ham.

Regeringen har store planer for udbygningen af vedvarende energi. Det skyldes ikke mindst det lettere presserende behov i hele EU for at finde erstatninger for russisk gas og olie.

Derfor vil regeringen gerne kunne se bort fra for eksempel de regler, der undertiden betyder, at vindmølleprojekter bremses, fordi det udsete område er et habitat for en beskyttet dyreart.

Heunickes chef og partifælle, statsminister Mette Frederiksen, satte ord på dilemmaet, da hun den 3. oktober holdt tale ved Folketingets åbning.

»Vi kommer ikke udenom som land at forholde os til, at hvis vi vil have en massiv udbygning af vedvarende energi, som vi har aftalt med hinanden, så vil det nogle gange ske på bekostning af lokal natur«, sagde statsministeren.

»Hvis den grønne omstilling skal gå hurtigere, så bliver vi med åbne øjne nødt til at sige til danskerne, at der er andre hensyn, der må vige. Gør vi det, så må vi samtidig love hinanden, at naturen og miljøet får bedre betingelser nogle andre steder«.

Hvor de steder mere præcist skulle være i et land som Danmark, der er blandt de mest opdyrkede i verden, kom statsministeren ikke nærmere ind på i sin tale.

Men det er heller ikke det væsentligste at lægge mærke til i den her sammenhæng. Det væsentlige er, at hendes synspunkt meget tydeligt er antropocentrisk.

Danskerne er ikke en del af naturen. Den er noget uden for os selv, som vi skal forvalte.

Mennesket favoriserer mennesket

Også uden for de politiske sfærer er tankegangen om mennesket i centrum udbredt, siger natursynsforskeren Helen Kopnina fra Newcastle Business School.

»Det er den dominerende måde, vi ser verden på. Der er individer, som ikke ser sig selv som hævet over naturen. Men på et generelt plan er det moderne samfund antropocentrisk«, siger Helen Kopnina. 

En anden forsker, der har undersøgt naturpolitik, er Mette Termansen fra Københavns Universitet.

Hun er professor i miljø- og ressourceøkonomi og har blandt andet forsket i arealanvendelse, og hvordan vi værdisætter naturen.

Sidstnævnte gør vi primært ud fra tre ting, forklarer Mette Termansen.

Den første er, hvilke ressourcer vi ser i naturen. Det kan være fisk i havene og træ til at bygge med. Den anden handler om, hvordan naturen hjælper os. Det er for eksempel, at træer binder CO2, jordlag renser vand, og bier bestøver planter. Den tredje drejer sig om vores brug af naturområder til friluftsliv.

Det er alle eksempler på det, man i forskningen kalder for instrumentelle værdier. Naturen omkring os har værdi, i kraft af de ting den giver os.

Politikerne er glade for naturens gaver

De instrumentelle værdier er de absolut dominerende, når EU’s politikere sætter sig til forhandlingsbordet for at diskutere naturpolitik. Faktisk er det kun en lille del af dem, der løber med broderparten af opmærksomheden – dem der umiddelbart kan købes og sælges, siger Mette Termansen.

Dermed er en stor del af naturens værdi usynlig i politiske beslutningsprocesser, viser den forskning, som Mette Termansen sammen med internationale kolleger har lavet for IPBES, biodiversitetens pendant til det mere velkendte FN-klimapanel.

FAKTA
Værdier af naturen

Instrumentelle værdier: Naturen er et økonomisk aktiv til produktion af ressourcer og økosystemtjenester som for eksempel rent drikkevand og bestøvning.

Iboende værdier: Naturen har værdi i sig selv og anses som værd at beskytte alene af den grund.

Relationelle værdier: Udspringer af et forhold mellem mennesker og natur såsom tilknytning til et sted eller kollektiv identitet, der er tilknyttet naturen.

Kilde: FN’s biodiversitetspanel, IPBES.

»De facto er der et meget materialistisk syn på naturen. Men det er ikke nødvendigvis en erkendelse, vi har. Hvis man spørger folk, siger de fleste, at det er vigtigt at bevare biodiversiteten. Det hænger bare slet ikke sammen med, hvordan vi agerer. Vi gør os ikke klart, hvor meget vores aktiviteter faktisk påvirker naturen«, siger Mette Termansen.

Også fra aktører i civilsamfundet, som søger at påvirke naturpolitikken, vil man ofte høre økonomiske argumenter for at passe bedre på naturens mangfoldighed. Både når de deltager i den offentlige debat, men i særdeleshed når de taler med politikere.

Det skyldes helt simpelt, at det er det eneste, politikere bredt set vil lytte til, lyder det fra European Environmental Bureau (EEB), som er Europas største sammenslutning af grønne organisationer.

»Vi er nødt til at være pragmatiske. Vi kommunikerer målrettet mod et udvalgt publikum, så vi taler ind i det narrativ, som de faktisk går op i, og som de vil lytte til. Derfor bruger vi økonomiske argumenter«, siger Faustine Bas-Defossez,  EEB’s chef for natur, sundhed og miljø.

»Det er selvfølgelig farligt kun at tale om de økonomiske grunde til at redde biodiversiteten, for naturen har værdi i sig selv, uagtet hvor mange penge vi vil miste ved ikke at beskytte den. Men i det nuværende system kan man kun få folk til at beskytte naturen, hvis de ser en økonomisk grund til det«.

Den konklusion er EU’s eget miljøagentur faktisk også nået frem til. 

Tunnelsyn

Miljøagenturet skriver i en udgivelse i foråret, at politikerne i både biodiversitetsstrategien for 2030 og den kommende lov om genopretning af naturen udelukkende har blik for naturens instrumentelle værdier.

»Begge de to politiske initiativer retfærdiggør beskyttelse og genopretning ved at fremhæve den mængde af tjenester, som økosystemer og andre arter tilbyder. Men de nævner intet om naturens iboende værdier«, står der i udgivelsen.

Det samme, skriver miljøagenturet, gælder hele den europæiske grønne pagt. Pagten, som er kommissionsformand Ursula von der Leyens prestigeprojekt, er hele den samling af love på det grønne område, som EU-maskinen har spyttet ud, siden hun kom til magten i 2019.

I den ses naturen som en ressource, slår miljøagenturet fast.

»Den europæiske grønne pagt anser natur som en form for kapital – målet er at “beskytte, bevare og øge EU’s naturlige kapital”«.

Von der Leyens grønne pagt indskriver sig i en flere hundrede år lang tradition for at se naturen som en ressource.

Skove skulle forsvare Storbritannien mod Napoleon

Da man bedrev miljøpolitik for nogle hundrede år siden, var begrundelsen for nødvendigheden af den sundhed, beskyttelse af industri og forsvar. Først i nyere tid er politikken blevet udformet ud fra en tanke om, at der eksisterede deciderede miljøproblemer. 

Tilbage under Napoleons regeringstid i starten af 1800-tallet gruede Storbritannien for at miste det skandinaviske skovbrug. Tømmeret fra skovene var essentielt for bygningen af de krigsskibe, der skulle bruges til at vinde krigen mod den franske kejser. Derfor plantede briterne egetræsskove for selv at kunne forsyne sig med tømmer til de afgørende fartøjer. 

Senere, i det 20. århundrede, opstod en bevægelse i Europa og den engelsktalende del af verden, hvor man anerkendte de grønne områder som værdifulde. Det var ud fra en idé om, at områderne var til gavn for mennesket, ikke fordi man så en særlig værdi i arternes levesteder. Bevægelsen fandt, at mennesket nød godt af den rekreation, de grønne områder og parker gav mulighed for. 

Man anså ikke miljøet for noget, der var truet, men det skulle snart ændre sig.

Frygten for de døde fisk

Det nye perspektiv på miljøet opstod i midten af det 20. århundrede. 

»Man fik et blik for, at menneskets handlinger fører til miljøforringelser. Her indså man også, at det kan være en trussel mod menneskets velbefindende«, siger professor i europæisk politik ved Newcastle Universitet Anthony Zito. 

Et af de steder, hvor mennesket frygtede for sit ve og vel, var langs floden Rhinen i Holland.

Rhinen springer ud i den nordlige del af Schweiz og slanger sig gennem flere europæiske lande, inden en del af den forgrener sig i Holland. 

Undervejs glider floden forbi den tunge tyske industri, der blomstrede op under industrialiseringen. Igennem 1950’erne og op til 1970’erne gik Rhinen i folkemunde under navnet “Europas kloak” på grund af den massive forurening, der fulgte med fabrikkernes produktion.

Hollænderne var slemt utilfredse over, at vandet efterhånden hverken var sikkert at drikke af eller bade i. Og de fik syn for sagen, da flodens økosystem nærmede sig et kollaps i 70’erne. 

Døde fisk flød med bugen i vejret i det kemikaliefyldte vand. Hollænderne følte sig truet på deres helbred. 

»Først er det fiskene, i morgen er det os«, lød det.

De døde fisk i Rhinen blev et vendepunkt. De europæiske politikere nåede en erkendelse af, at miljøforureninger ikke kender nationale grænser.

Parlamentet i EF var klar til at gøre noget ved vandforureningen på europæisk plan. Samtidigt blev miljøspørgsmålet kædet sammen med regler på markedet, fordi forskellige miljøpolitikker i forskellige lande kunne blive et problem for det indre marked. 

De første europæiske tiltag

I 1972 stak EF-landene hovederne sammen i Stockholm for at finde ud af, hvor galt det egentlig stod til med forureningen. Hvert land fremlagde en status. Konklusionen var – måske ikke overraskende – at det så skidt ud.

Året efter fulgte det første miljøhandlingsprogram i det europæiske fællesskab. Samme år blev Danmark medlem.

Gennem 70’erne stillede flere lande i EF sig utilfredse over, at vilde fugle blev skudt og dræbt. Man ville værne om de vilde fugle, der var i tilbagegang. 

Et af argumenterne for at skride til politisk handling var, at nogle af fuglene tjente som hjælpere for landbruget, fordi de spiste de insekter, der ellers gjorde indhug i markens afgrøder.

Efter politisk tovtrækkeri – særligt mellem fugleelskere og jægere –  blev det første direktiv, der skulle værne om de vilde fugle, landet i 1979. Gennem fuglebeskyttelsesdirektivet forpligtede EU’s medlemslande sig til at udpege og sikre levesteder for fuglene.

Herefter fulgte habitatdirektivet fra 1992, hvor der blev udpeget særlige bevaringsområder af de enkelte medlemslande. Nu skulle ikke kun himlens fugle beskyttes, men også dyr og planter på landjorden og i havet.

De beskyttede områder under fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet går under fællesbetegnelsen Natura 2000-områder.

Herefter fulgte vandrammedirektivet fra år 2000. Formålet med det var at sikre ensartet beskyttelse af EU-landenes grundvand, vandløb, søer og kystvande mod forurening og andre indgreb, der var til skade for vandområdernes dyre- og plantearter. 

FAKTA
Direktiver under EU’s naturpolitik

EU-dommere kan have stor indflydelse

Det er EU-Kommissionens opgave at sørge for, at de enkelte medlemslande rent faktisk lever op til de mål, som medlemslande er blevet enige om i direktiver og forordninger. 

Får kommissionen nys om, at det kniber for et land med at overholde de fælles mål, kan den beslutte at lægge sag an ved EU-Domstolen.

Herefter er det op til dommerne at afgøre, om der er sket et brud. Når det kommer til naturbeskyttelse, har EU-Domstolen spillet en væsentlig rolle.

»Der er ingen tvivl om, at på fugle- og habitatbeskyttelsesområder har EU-Domstolen fortolket direktiverne på en udvidet måde i retning af miljøbeskyttelse. Også længere end medlemslandene havde ønsket«, siger Ole Windahl Pedersen, der er professor i miljøret ved Aarhus Universitet.

»Et medlemsland kan have en interesse, der beror mere på økonomiske hensyn, og der har domstolene været tilbøjelige til at sige, at økonomiske hensyn ikke spiller nogen rolle i forhold til det overordnede formål om beskyttelse. Det er det mest tungtvejende«.

Det har ført til talrige sager ved EU-Domstolen, hvor flere lande har fået ørene i maskinen, fordi de har svigtet at passe på de områder, som de selv har udlagt til beskyttelse. Det gælder lande som Holland, Spanien og Danmark.

Der er blandt andet fældet dom, fordi lande har forsøgt at ændre størrelsen af de områder, der allerede var blevet udpeget.

»Der afgjorde domstolen, at det kan man altså ikke. Der skal meget tungtvejende årsager til, at man kan indskrænke et område, der allerede er blevet udpeget«, siger Ole Windahl Pedersen. 

Fortolkninger vækker bekymring

Landbrug & Fødevarer er blandt de interesseorganisationer, der har forholdt sig skeptisk til den kommende forordning om naturgenopretning. 

Organisationen anerkender nødvendigheden af en forordning, der bedre tager vare på biodiversiteten. Når den forholder sig skeptisk, skyldes det ifølge Karen Post Bache, naturchef i Landbrug & Fødevarer, at det er svært at gennemskue, hvilken betydning loven vil få for landmændene. 

»Hvor mange hektar landbrugsjord skal eventuelt tages ud af drift, og hvor mange restriktioner vurderer man, der bliver pålagt erhvervet? Det er noget af det, vi er bekymrede for«, siger hun.

Karen Post Bache hæfter sig også ved EU-Domstolens betydning i forhold til for eksempel habitatdirektivet. 

»Direktivet har fået lov til at leve sit eget liv. Vi kan finde korrespondancer og breve, tilbage fra da man vedtog direktivet i 1992, hvor vi fik at vide, at det ikke umiddelbart ville få nogen konsekvenser for landbrugserhvervet. Det er det endt med at få, fordi der i de mellemliggende år har været afgørelser ved EU-Domstolen, hvor man har fortolket loven. Pludselig oplevede vi, at direktivet fik kæmpestore konsekvenser«, siger hun.

»Derfor har vi også, når vi ser en så luftig forordning med nogle ret luftige formuleringer, en bekymring for, hvor den vokser hen. Vi ved ikke, hvordan EU-Domstolen vil forholde sig til den fremadrettet«.

»Naturen kan vi tage os af, når vi har råd«

Siden de første miljøpolitiske tiltag blev gjort på europæisk plan i 1970’erne, har vi fået en langt bedre forståelse af biodiversitet og sammenhængen mellem forskellige økosystemer, forklarer professor i europæisk politik Anthony Zito. 

»Desværre bliver problemerne kun større«, siger han. 

Og ser man bredt på, hvor EU-maskinen bruger sine muskler henne, er der ikke noget, der har ændret sig.

»EU bruger sine penge på økonomisk ekspansion og økonomisk udvikling samt landbruget. I det store hele er disse ting i modstrid med beskyttelsen af levesteder«, siger Anthony Zito. 

Margrete Auken har gennem fire årtier fulgt miljødebatten helt tæt på i sit virke som folkevalgt for Socialistisk Folkeparti. Først som folketingspolitiker herefter som medlem af Europa Parlamentet i 20 år.

Der er sket en udvikling, hvor der gennem tiden er blevet skabt en fælles bevidsthed om, at der skal gøres noget ved den skrantende natur, siger hun.

Alligevel oplever Margrete Auken, at i hvert fald én ting er præcis, som da hun begyndte i politik. 

»Man har oplevelsen af, at det har vi ikke råd til endnu. Naturen kan vi tage os af, når vi får råd til det. Det har været mentaliteten i al den tid, hvor jeg har arbejdet med natur- og miljøpolitik«, siger hun. 

Her kan du læse mere om, hvordan Margrete Auken i sine over 40 år i politik har oplevet miljødebatten.

Klima overhalede biodiversitet

Mens man tog de første skridt til at beskytte arter og deres habitatområder allerede i 1970’erne, var biodiversitet et fremmedord for de fleste indtil 2010’erne. 

Flere år før ordet biodiversitet første gang formede sig på de fleste europæeres læber, var de hjemmevante i begreber som klimaaftryk, drivhusgas og CO2. 

Mens FNs klimapanel for et årti siden slog fast, at hoveddelen af klimakrisen er menneskeskabt, nåede FNs biodiversitetspanel først i 2019 frem til samme konklusion for biodiversiten.

»Klima var det første område, hvor man lavede de globale vurderinger, som nu har indflydelse på politikken. Uden dem havde man ingen Paris-aftale. Det går bare lidt for langsomt. Noget af den første forskning, der undersøgte forholdet mellem vores økonomiske aktiviteter og klimaet, startede allerede i 1970’erne. Det understreger, hvor lang tid det tager. Så lang tid har vi ikke. For det går stærkt ned ad bakke«, siger Mette Termansen, professor i miljø- og ressourceøkonomi ved Københavns Universitet. 

Modsætninger mødes

Selv om bevidstheden om den skrantende natur, og hvordan det kan løses, er blevet større, har det dominerende natursyn stædigt holdt fast i sit jerngreb om miljø- og naturpolitikken gennem hele EU’s historie.

Efter der var kommet fokus på, at industrialiseringen havde påvirket miljøet negativt, skete der i 1970’erne et opsving i økomentaliteten. Miljøbevægelsen ønskede et opgør med den økonomiske vækst.

Den kritik svandt ind, efter en FN-rapport i 1987 satte skub i begrebet bæredygtig udvikling. Det handler selvfølgelig om Brundtlandrapporten, som inspirerede kommissionsformanden Barroso til at komme med sin tale om de tre børn knap tyve år senere.

Bæredygtig udvikling understøtter en ide om, at økonomisk vækst er vigtig, og at årsagen til, at man skal gøre noget for naturen, er for menneskets skyld.

»I den ligger det økonomiske perspektiv, men også perspektivet om, at vi ikke kan efterlade dem, der lever i fattigdom. Man finder på et koncept, der omfatter både behovene for økonomisk udvikling og for at beskytte miljøet. I det forsøger man at overvinde modsætningsforholdet mellem de to. Det førte til bæredygtighedsbegrebet, som i virkeligheden kan betyde alt muligt«, siger retshistorikeren Jan-Henrik Meyer. 

Miljøoplysningen blev fortrængt

Ifølge natursynsforskeren Helen Kopnina fra Newcastle Business School skete der samtidig en drejning væk fra den miljøoplysning, der havde fyldt i 1970’erne. 

»Brundtlandrapporten var begyndelsen på retorikken om bæredygtig udvikling og var i høj grad en drejning væk fra for eksempel miljøoplysning. Rapporten forsøgte at etablere en balance mellem mennesker, profit og kloden. Det er et paradoks, eftersom økonomisk vækst lige netop er det, der havde skabt problemerne for naturen«, siger hun. 

Helen Kopnina påpeger, at miljøoplysningen i 1970’erne i høj grad var forbundet med et syn på økonomisk vækst som et problem og ikke en løsning, hvilket Brundtlandrapporten altså vendte sig fra.

Om rapporten samlet set har gjort noget godt eller skidt, er et broget billede. På den ene side satte den fokus på, at de velstillede lande ikke kunne fortsætte deres jagt på økonomisk vækst uden at have de fattige lande og kloden for øje. Jordens ressourcer er begrænsede, var budskabet. 

På den anden side fik rapporten sat en tyk streg under, at naturen er til for mennesket. 

FIGUR: Hvilke cirkler beskriver bedst dit forhold til naturen?
Som individer har vi hver især en forskellig opfattelse af, i hvilket omfang vi selv er en del af naturen. Figuren kan bruges som et udgangspunkt for en samtale om, hvor vi opfatter os selv i forhold til naturen.

Fuld fart ned ad bakke

Tre årtier efter Brundtlandrapporten fortsætter naturen i vore dage sin deroute. Den politik, der skulle bremse tabet af biodiversiteten i Europa, er ikke lykkedes med sin opgave.

Det står klart, når man læser både nationale og europæiske statusrapporter for naturens mangfoldighed.

»Beskyttede naturtyper og arter er udsat for et stærkt pres fra alle sider og forringes stadig i et foruroligende tempo. Det er endnu ikke lykkedes os at dæmme op for denne udvikling«, skriver EU’s miljøkommissær, Virginius Sinkevicius, i et forord til den seneste statusrapport fra 2021.

Rapporten er den mest omfattende gennemgang, EU nogensinde har foretaget af tilstanden hos de arter og naturtyper, der er beskyttet under unionens lovgivning.

At fiaskoen hænger sammen med, at man har ladet økonomiske argumenter regere over politikken, peger flere forskere på.

For det første har man, som vi tidligere har været inde på, i stor stil lagt undtagelser ind i lovgivningen.

Det har i Danmark blandt andet betydet, at man har haft kommerciel skovdrift og trawlfiskeri i Natura 2000-områder. Så bliver effekten af naturbeskyttelsen selvsagt mindre.

Biodiversitetsrådet satte for nylig tal på, hvor lille en andel natur der reelt kan siges at være beskyttet i Danmark. 1,6 procent lød tallet for landområder og 1,9 procent for havområder. Det står i stærk kontrast til, at 9 procent af Danmarks landareal er udpeget som Natura 2000-områder, mens det til havs gælder for hele 28 procent.

Rige økoturister kan være farlige

Foruden de mange undtagelser fører den nuværende tankegang også til risikofyldte tilgange til naturbeskyttelse, forklarer miljøøkonom Unai Pascual. Han er forsker ved Basque Centre for Climate Change i Bilbao og er desuden tilknyttet FN’s biodiversitetspanel.

Unai Pascual nævner blandt andet såkaldt økoturisme som en risikabel strategi. Ordet dækker over rejser til naturdestinationer, hvor en del af indtægterne fra turismen går til at beskytte naturen.

»Når man tænker ud fra instrumentelle værdier, bliver det næste logiske skridt at bruge markeder og lave naturbevaring gennem for eksempel økoturisme. Det betyder, at velstående mennesker får mere indflydelse over fremtiden for naturområdet end de mennesker, der ikke har råd. Ved første øjekast vil det se ud til, at markedsløsningen virker, for naturbeskyttelsen opnår finansiering fra turisterne. Men det er umuligt at vide, hvad det vil betyde på længere sigt«, siger Unai Pascual.

Samtidig opstår der mange gange uenigheder for ikke at sige direkte konflikter mellem politikere og lokalbefolkninger, når EU’s naturpolitik skal implementeres i praksis. 

Viden overskygger følelser

I milde tilfælde forsinkes projekter af modstand fra de lokale. Ved større strider lægges de måske helt i graven. Igen og igen hører man lokale grupper sige, at de ikke føler sig hørt.

Det skyldes blandt andet, at politikerne og de lokale taler fuldkommen forbi hinanden, forklarer Thomas Mattijssen fra Wageningen Universitet i Holland. Han har igennem de seneste år undersøgt potentialet i de relationelle værdier. Dem, der handler om følelser, kultur og identitet, som EU’s politikere ikke formår at tænke ind i politikken.

»De relationelle værdier er meget svære at kvantificere. Politikerne har tendens til ikke at forstå dem, og de har også en tendens til ikke at tage dem alvorligt«, siger Thomas Mattijssen.

I stedet tror politikerne og de embedsfolk, der skal føre politikken ud i livet, at folk yder modstand, fordi de ikke har forstået, hvad politikken går ud på, og hvorfor den skal gennemføres. Så de giver de lokale spandevis af informationer om den økonomiske betydning af politikken og tekniske beregninger af områdets økosystemtjenester, i håbet om at det vil få dem med på vognen.

Det har som oftest den stikmodsatte effekt, siger Thomas Mattijssen.

»De lokale får en oplevelse af, at deres tanker og værdier ikke har nogen betydning. At de er ugyldige. De føler sig ikke taget seriøst, fordi politikerne siger: ”Det her er viden, og hvad du oplever, er baseret på følelser”. Det ødelægger folks lyst til at engagere sig«.

Men man kommer ikke uden om økonomi, siger to af de politiske aktører, der influerer naturpolitikken.

Sat i verden for landmænd

De to, Venstre-parlamentarikeren Erik Poulsen og Karen Post Bache fra Landbrug & Fødevarer, afviser, at økonomi bliver favoriseret for meget i EU’s naturpolitik.

»Jeg synes ikke, at økonomi fylder for meget. Det er helt fair, for hver gang vi piller ved et element, har det økonomiske konsekvenser. For mig er det lige så vigtigt, at vi har en fødevaresikkerhed«, siger Erik Poulsen.

Karen Post Bache pointerer, at Landbrug & Fødevarer er sat i verden for at beskytte landmændenes interesser. Derfor vil hun ofte have et skarpt blik på, hvilke økonomiske konsekvenser en lov vil have for medlemmerne på kort sigt.

»Landbruget har selvfølgelig på længere sigt en interesse i, at der er en levende natur. Så derfor er det også så fint, at der er organisationer, der er sat i verden udelukkende for at varetage naturens interesser. Dem spiller vi jo sammen med«, siger hun.

Grønne økonomibriller

Et godt stykke fra Erik Poulsens plads i Europa-Parlamentet finder man Nikolaj Villumsens. Venstrefløjspolitikeren er valgt ind for Enhedslisten, og han kunne godt tænke sig, at blandt andet naturens iboende værdier fik mere opmærksomhed.

I hvert fald i den offentlige debat. Når man spørger ham, om han selv forsøger at lægge økonomibrillerne væk, når han sammen med sine kolleger stykker ny EU-lovgivning sammen, er svaret et andet.

»Jeg ved ikke, om et forhandlingslokale i Europa-Parlamentet er det rette sted at lade være med at bruge økonomiske argumenter. Der vil sidde nogen over for mig, som udelukkende bruger økonomiske argumenter, og som slet ikke anerkender, at naturen har værdi i sig selv«, siger Nikolaj Villumsen.

Samme logik finder man hos organisationen Verdens Skove, der arbejder for bevarelse og bæredygtig brug af klodens skovområder.

Teamleder for politik og engagement Gry Bossen fortæller, at et syn på naturen, som noget der har værdi i sig selv, er en del af fundamentet i Verdens Skove.

Hun og hendes kolleger fremhæver ofte naturens iboende værdier, både over for politikere og i den offentlige debat.

Men ofte står det klart, at mange politikere mest har blik for økosystemtjenester og tekniske og økonomiske beregninger. Vil man nå igennem til dem, må man derfor finde en måde at tale sig ind på deres banehalvdel, siger Gry Bossen.

»Vi tager udgangspunkt i, hvilke argumenter vi skal bruge for at trænge igennem. Det er ikke nødvendigvis de argumenter, vi selv synes er de vigtigste, men det nytter ikke noget at tale om noget, de slet ikke vil lytte til«, siger hun.

Spørgsmål: Når I ofte taler med politikere om økosystemtjenester og tekniske beregninger, er I så ikke med til at styrke det narrativ, at vi skal gøre noget for naturen på grund af dens instrumentelle værdier?

»Det kan man vel godt sige, hvis man skal være lidt kold og kynisk. Forskellige organisationer gør det forskelligt. Vi har valgt at kommunikere på den her måde. Man kan sige, at vi er med til at videreføre et system, som vi måske ikke selv synes er det bedste. Men det er det, vi har lige nu«.

En god veninde er uerstattelig

Det giver næsten sig selv. Når problemet er, at kun ét natursyn og én slags værdier dominerer, må løsningen være at få et bedre blik for de andre.

Det vil givetvis ikke være nemt. Men det er heller ikke umuligt, påpeger den hollandske forsker Thomas Mattijssen. Han har igennem de seneste år undersøgt, hvordan de relationelle værdier kan tænkes ind i politik. 

Når han skal forklare folk, hvad relationelle værdier egentlig går ud på, bruger han en metafor. Han taler om venskab.

Tænk på en god veninde, som du har mange interesser til fælles med. I ser måske det samme i fjernsynet og træner sammen i fitnesscenteret. Forestil dig nu, at hun blev byttet ud med en anden, som gjorde alle de samme ting som hende.

»Det vil ikke være det samme, for det er en anden person. Du har ikke noget forhold til den nye person. Der er ikke noget venskab. Det er relationelle værdier i en nøddeskal. Det handler om relationen og forbindelsen mellem dig og noget specifikt natur. En skov kan ikke bare erstattes af en anden. Den vil ikke have samme betydning for de mennesker, der bor nær den,« siger Thomas Mattijssen.

Hvis man skal skabe engagement og reel opbakning til naturbeskyttelse, skal man tale om den helt konkrete natur, der findes nær folk, forklarer den hollandske forsker. De lange rapporter og økonomiske beregninger kan ikke stå alene, når man skal sikre lokal støtte.

»Folk støtter naturbevaring, men der er langt mindre opbakning til naturpolitik, særligt når det skal implementeres i praksis. Folk synes, at natur er vigtigt, men de sætter pris på forskellige ting ved naturen«, siger Thomas Mattijssen og fortsætter:

»Den økonomiske tilgang kan være gavnlig, men man er nødt til at anskue tingene bredere. På samme vis skal man heller ikke kun have et blik for naturens iboende værdi. Man skal finde en tilgang, der giver plads til en masse forskellige værdier«.

Stærkere bånd til naturen

Thomas Mattijssens forskning har udmøntet sig i seks konkrete anbefalinger til, hvordan de relationelle værdier kan inddrages i EU’s naturpolitik og implementeringen af den.

En af dem handler om at omlægge undervisningen om natur. I langt højere grad end i dag skal den forsøge at facilitere, at der opstår et emotionelt bånd mellem skolebarnet og den omkringliggende natur. Det kan for eksempel gøres ved at lade børn deltage i naturbeskyttelsesprojekter, hvor de oplever at få både en bedre forståelse af naturen og et mere personligt forhold til den.

FAKTA
Relationelle værdiers vej til politik

Et studie af blandt andet Thomas Mattijssen kommer med seks bud på, hvordan relationelle værdier i højere grad kan blive en del af naturpolitikken.

Inddragelse af mangfoldige betydninger af natur.
Inddragelse af et relationelt sprog i den politiske debat.
Prioritering af naturbaseret politik.
Inddragelse af borgerne i naturbeskyttelse.
Udvidelse af undervisningen i natur for at styrke menneskers individuelle bånd til naturen.
Brug af digital teknologi til at fremme nye relationer til naturen.

Kilde: Studiet “Relational values of nature: leverage points for nature policy in Europe”.

I det hele taget peger Thomas Mattijssen på, at der skal undervises langt mere i natur og biodiversitet.

Det er helt centralt, giver teologen Jakob Wolf fra Københavns Universitet ham ret i. Jakob Wolf, der er lektor emeritus, har en lang karriere bag sig med forskning i etik og natursyn.

»Diskussionen om, hvordan vi ser naturen, skal helt klart indarbejdes i vores uddannelsessystem og i hele opdragelsen af vores børn. I dannelsen i det hele taget. Det er en pædagogisk opgave at få den her diskussion om natursynet i gang«, siger han.

EU-agentur kalder på opgør

Også EU’s miljøagentur mener, at der skal ske en grundlæggende forandring i den måde, vi tænker om os selv og naturen. I stedet for at tænke på os selv som adskilt fra naturen, skal vi se os som en del af naturen, skriver agenturet blandt andet i en udgivelse fra i år.

Vi skal altså i langt højere grad være økocentriske end antropocentriske.

Faktisk går miljøagenturet endnu længere. Det ændrede natursyn skal nemlig hjælpe os på vej mod ændringer i vores samfundsstrukturer, herunder vores økonomi, som er nødvendige for på lang sigt at sikre gode vilkår for alle jordens arter. Der er kort sagt brug for et slags systemskifte.

»Måske er nøglespørgsmålet dette: Kan vi forestille os en verden, hvor sociale og økonomiske praksisser sker i symbiose med naturen – frem for blot at være midler til menneskelige formål«, skriver agenturet afslutningsvist i den nye udgivelse.

Spørger man Nikolaj Villumsen, medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten, om vi bør diskutere den måde, vores samfund helt grundlæggende er skruet sammen på og særligt jagten på vækst, er svaret et klart ja.

»Der er ingen tvivl om, at jeg meget gerne så, at den diskussion fyldte meget mere end i dag«, siger han.

I praksis forsøger han selv at få den såkaldte systemkritik på banen gennem konkrete eksempler. Han taler derfor hellere om omstillingen af for eksempel landbruget end om en omstilling af hele vores samfundsmodel.

For hvis han fremturer med klassisk systemkritik, holder almindelige mennesker simpelthen op med at høre efter, siger han.

Hvis du vil vide mere om EU-miljøagenturets opfordring til systemiske ændringer og samfundsaktørers tanker om systemkritik, kan du læse med her.

Håbet er intakt

Helen Kopnina fra Newcastle Business School, som vi hørte fra tidligere, ser ligesom EU’s miljøagentur et stort behov for at gøre op med vores nuværende økonomiske strukturer. Hun er blandt de forskere i denne artikel, der stiller sig mest kritisk over for menneskets favorisering af sig selv over alle andre arter.

Selv om hun i løbet af sin karriere ikke har set nævneværdige tegn på udvikling i natursynet, er håbet stadig intakt, fortæller hun.

»Jeg tror på, at tingene kan rykke sig. Jeg er optimistisk. For kun 50 år siden var der mange lande i verden, hvor kvinder ikke havde stemmeret. Samfundsforandringer er mulige«, siger Helen Kopnina.

José Manuel Barroso, som vi lagde ud med at fortælle om, rykkede sig i hvert fald en smule på klimaspørgsmålet i sin tid som formand for EU-Kommissionen

I 2014, knap et årti efter talen om hans tre børn i EU-Parlamentet, præsenterede Barroso en klimastrategi for 2030. Strategien var »kritisk vigtig«, sagde han og fulgte op med at understrege, at klimaforandringer er »en definerende udfordring for vor tid«.

Om Europas nuværende politikere vil rykke sig på naturdagsordenen, vil fremtiden vise. Måske kan en diskussion om vores indgroede syn på naturen bane vejen.